Derfor kan det betale sig at tjekke sit realkreditlån
Realkreditlån kan med fordel ses efter i sømmene med jævne mellemrum. Specielt hvis vi er i en situation som nu, hvor renten er faldet og huspriserne i enkelte dele af landet, er begyndt at stige igen.
Der er nemlig en stor risiko for at du betaler alt for meget for dit lån.
Penge at spare også for nye lån
Selv folk der tog et fastforrentet lån for under 2 år siden, kan med fordel konvertere ned i rente nu, hvis de har et 3,5 % lån. De gamle tommelfingerregler med ”over 1 procentpoint” holder ikke i praksis. Der kan ofte være betydelige besparelser at hente. Dette kræver naturligvis konkrete beregninger, hvilket din kreditforening eller bank kan være behjælpelige med.
Udnyt serieskiftet
Derudover er der kommet et serieskifte af obligationerne (sker hvert 3. år). Et serieskifte betyder at de obligationer kreditforeningerne benytter til at finansiere dit boligkøb, er skiftet ud med nogle nye. Dette gør de hvert 3. år. I princippet kunne de gøre dette hver år. Problemet med dette ville dog være at hver serie ville blive relativt ”tynd”, altså uden ret mange lån bagved. Dette vil gøre at obligationerne kan blive illikvide og dermed svære som låntager at komme ud af, hvis man vil indfri sit lån før tid.
Et serieskifte betyder at obligationen nu løber 3 år længere, da den altid skal løbe mindst lige så lang tid som låntager kan risikere at betale tilbage over. Før udløb den i oktober 2044, hvor den nu udløber i oktober 2047.
Dette betyder at dem der har den ”gamle” 2044 serie og som har valgt fastforrentet ud fra muligheden for en konverteringsgevinst for mere ud af at komme over i den nye 2047 serie, da den vil være mere kursfølsom. Det er netop kursfølsomheden man som låntager udnytter når man konvertere op og ned i rente. Jo mere kursfølsom, jo bedre.
Lånet bliver billigere ved stigende huspriser –men ikke automatisk!
Derudover kan man spare mange penge på det gebyr de kalder bidrag. Det er nemlig sådan, at bidraget bl.a. afhænger af belåningsgraden. Ved en højere vurdering falder belåningsgraden og det samme gør bidragssatsen. Kreditforeningen giver dig dog ikke denne gevinst uden kamp. De kræver normalt at der skal være en årsag til at lave en ny vurdering. En årsag kan fx være at du har lavet noget ved huset, fx et nyt køkken eller bad.
Har du ikke lavet dette, eller ønsker du ikke at lave noget, kan du dog sagtens få vurderingen op alligevel. Du kan nemlig blot invitere en anden kreditforening på besøg. Denne kreditforening kan nemlig sagtens komme med en ny vurdering.
Så meget kan du spare med en ny vurdering
Du kan med denne uvildige beregner se hvor meget ud kan spare ved en højere vurdering. Du taster blot købsprisen eller den seneste vurdering ind i beregneren, samt dine lånedetaljer.
Nu kan du se hvor meget du betaler i bidrag om måneden (ud fra den kreditforening du har nu).
Hvis du herefter retter prisen på boligen til det du tror den kan vurderes til nu, kan du se hvad bidraget du skal betale hver måned falder til. –Du kan også se om en anden kreditforening evt. vil være billigere for dig.
Hvis du ønsker at spare endnu flere penge
Hvis du ønsker at spare endnu mere, kan du få www.realkreditkonsulenten.dk til at henvise dig til kreditforeningen. På den måde får du en speciel rabat, kaldet henvisningsprovision. Der kan ofte være tale om mange tusind kroner, som du altså som kunde vil få glæde af.
Rådgivning er ikke et must
Rådgivning er måske en god ide, når nu man alligevel skal skifte kreditforening, men bestemt ikke et must. Man kan sagtens gøre det selv.
Hvis man derimod gerne vil finde ud af om der er kommet nye lånetyper til, eller om der er andre forskelle mellem kreditforeningerne, kan en uafhængig rådgiver måske være en god ide. Her kan særligt anbefales at finde en uafhængig rådgiver, der kan rådgive på tværs af kreditforeningerne og gerne en med speciale i realkredit.
Skriv et svar