Jeg havde for nyligt en sød oplevelse, i en ellers meget hård tid og i dag tænkte jeg, at jeg ville dele den med dig.
Et nærtstående familiemedlem havde igennem længere tid været syg af kræft, og alle i familien var godt klar over, at der ikke var lang tid igen. Men som du nok kan forestille dig, eller som du måske selv har oplevet, så gør det ikke afskeden nemmere selv om man på forhånd ved, at vedkommende er lige ved at tage det sidste åndedrag.
Dette var et familiemedlem der stod mig meget nær. Selvom der er 60 års forskel på os, så er hun min bedste ven og vi har altid kunnet snakke om alt sammen, så det gjorde virkelig ondt på mig den dag jeg fik opkaldet om, at nu var det endelig slut med hendes lidelser.
Jeg var knust, grædefærdig og havde bare lyst til at grave mig ned… Men jeg var selvfølgelig ikke den eneste der havde det på denne måde. Min familie var også knust og jeg følte derfor også, at jeg måtte tage min andel i “besværet” med at arrangere begravelsen. Besværet er et negativt ord at bruge, men det er rigtig hårdt at skulle tage stilling til en masse ting, når man går rundt med en stor sorg. Jeg kom dog senere til at indse, at det at være med til at arrangere begravelsen, faktisk var min chance for at give hende den “afsked” som hun ønskede, og jeg ville derfor gøre mit for, at det blev lige som hun ønskede.
Jeg kunne selvfølgelig ikke klare det hele selv, men jeg havde en rigtig flink bedemand fra Odense til at trække på. Hun var super venlig, respektfuld og kunne hjælpe mig med alle de praktiske gøremål, så som at indlevere dødsanmeldelsen osv.
Men selve pynten, bestilling af blomster, valg af kiste m.m. ville jeg selv stå for.
Hun fik den flotteste begravelse. Kirken var pyntet fantastisk op, der lå blomster fra indgangen i kirken og hele vejen op til hendes kiste. Alle hendes venner og hele vores familie var dukket op og på trods af de mange tåre og den trykkende sorg, så var alle ved godt mod. Vi var der for at sige farvel til hende og vise hende, hvor meget hun havde betydet for os.
Ved siden af mig i kirken, sad min søster og min 2 årige niece. En rigtig sød, lille pige der kan lave det største smil, hvor læberne går fra øre til øre. Som du nok kan forestille dig, så er det svært for en 2 årig pige at forstå, hvorfor vi er kede af det og, at man skal sidde og tie stille under en kirkelig ceremoni. Min kære niece kunne i hvert fald ikke lade være med at smile til os alle hele tiden. Hun smilede, vinkede til alle familiemedlemmer og gæster og prøvede at få os alle tid at blive lidt gladere. Og jeg kan love dig for at det virkede. Her, midt under denne triste begivenhed, sad min 2 årige niece og prøvede at fortælle os alle, at det nok skulle gå. Jeg kunne fornemme et smil hos næsten alle de personer der var i kirken med os, og jeg kunne mærke, hvordan den trykkede stemning blev nemmere at have med at gøre.
Det var som om, at selvom et liv nu var gået bort, så var det næste liv i rækken klar til at give os en stor glæde de næste mange år og når jeg nu tænker tilbage på det, så var det nøjagtigt som min “bedste ven” ville have ønsket sin begravelse. Ingen sure, triste miner, men et rum fyldt med familie og venner, der ikke står og stor tuder, men som sætter pris på den tid vi havde sammen og som kunne smile over minderne og livet.
Skriv et svar