En af de lidt kedelige ting ved at have en virksomhed er de mange ting, du skal indberette til SKAT i løbet af året. Også selvom du ikke omsætter for særligt mange penge – du skal stadig indberette og betale moms, eventuelle andre udgifter og hvis du får ansatte på et tidspunkt ryger der en del indberetninger oveni.
Denne artikel har til formål at hjælpe dig til et overblik over, hvilke forpligtelser du har til SKAT i løbet af året.
Har du brug for en revisor, kan du indhente 3 tilbud på billige revisorer her.
Herfra splitter vi det lige kortvarigt op i selskaber og virksomheder.
Årsregnskab
Selskab: Har du et selskab, det vil sige et iværksætterselskab, et anpartsselskab, et aktieselskab eller måske et SMBA skal du aflevere et årsregnskab til Erhvervsstyrelsen. Dette regnskab offentliggøres pr. medio december 2014 og er gratis tilgængeligt for alle, der gerne vil kigge dig efter i sømmene.
Du kan godt selv udarbejde dette årsregnskab, men en række formalia skal være i orden for at det bliver godkendt. Overvej derfor i stedet at lade en revisor om at udarbejde det.
Har du ikke revisionspligt på dit selskab kan du også lade din bogholder udarbejde årsregnskabet – bogholderen kan dog så ikke underskrive selskabets regnskab som en enten registreret eller statsautoriseret revisor vil kunne.
Virksomhed: Med en virksomhed skal du fortsat holde regnskab, men du skal ikke udarbejde en årsrapport, der skal indleveres til Erhvervsstyrelsen.
På din udvidede selvangivelse skal du blot notere hvor meget overskud du har haft i din virksomhed, og hvor meget du derfor skal betale i SKAT. Har du haft underskud kan du med en virksomhed fradrage dette underskud i din personlige indtægt og derved spare nogle penge.
Moms
Når du over de kommende 12 måneder kan se, du vil omsætte for mere end 50.000 kroner har du pligt til at lade dig momsregistrere. Det betyder, du skal føre et momsregnskab.
Du indberetter som udgangspunkt moms hvert kvartal. Du skal bogføre indtægter og udgifter og se, hvor meget moms du enten skal betale – eller have tilbage.
Du kan i en mindre virksomhed overgå til halvårlig afregning i stedet for kvartalsvis. Som stor virksomhed vil du blive rykket over på månedlig afregning i stedet for.
Husk, at hvis du rykker din momsgrænse til hvert halve år er der større risiko for, du ”glemmer”, at du skylder en masse penge i moms. Hver gang der skal betales moms står en række virksomheder og har brugt alle de penge, de skal betale. Det kan slå hårdt. Medio 2014 blev grænserne rykket for betaling af moms yderligere to uger frem, hvilket har medført øget likviditet i de danske virksomheder – men også øget antallet af virksomheder, der står på momsafregningsdagen uden mulighed for at betale de penge, der skyldes.
Punktafgifter og lignende
Afhængigt af hvad du arbejder med, kan du være pålagt en række specielle punktafgifter. Dette er uafhængigt af, om du sidder med et selskab eller en virksomhed. Kig på din branchekode og ring til SKAT for at høre, om du er underlagt punktafgifter eller ej.
Ansatte
I det øjeblik du får ansatte får du også flere udgifter.
Du skal udover at betale deres løn betale ATP, feriepenge (læs her) – og alle de andre ting der hører med som skrivebordspladser og frokost til dine medarbejdere. 🙂
Lønbilag og udbetaling af løn kan du foretage selv. Du kan også vælge at lade en bogholder om at gøre det, da dine lønbilag også skal bogføres korrekt. Endeligt er det en mulighed også at lade en virksomhed som Bluegarden eller Danløn stå for at udbetale din løn og så blot håndtere dine bilag selv. Hvilken løsning der er den bedste afhænger af dit temperament.
I tvivl? Få revisor
Det at have en virksomhed er spændende. Du har ansvar og mulighed for at tjene dine egne penge. En del af ansvaret er dog at betale til SKAT – både det rigtige beløb og til tiden. Husk, at du har mulighed for at klage over SKAT, hvis du får en afgørelse, du er enig i.
Skriv et svar